Frygt, Udvikling

Latent frygt og krise status

1. juli 2015

Den latente frygt

Som regel ligger min største frygt latent i kroppen, aldrig helt væk, men til at kontrollere. Den styrer ikke mit liv, men ind i mellem dukker den op til overfladen og puster sig op, og gør opmærksom på, at den stadig er der. Min største frygt forestiller jeg mig, jeg deler med mange andre forældre. Frygten for, at nogle tager mine børn. Frygten for, at nogle stjæler dem og jeg pludselig ikke kan finde dem. Frygten for de sidder alene og skræmt i en fugtig kælder, gemt af vejen af en psykopat, der ikke vil nogen noget godt.

Den dukkede op i går, da jeg skulle i seng. Jeg skal altid ind og høre, at mine børn trækker vejret, mærke om de er kolde eller varme, og bare lige røre, inden jeg selv går i seng. I går da jeg kiggede på min datter, blussede frygten op for fuld skrue. Jeg måtte ligge mig ned i sengen hos hende, for at få styr på min vejrtrækning. Jeg kunne mærke, frygten hun ville mærke, hvis hun pludselig ikke var hos os længere, men var taget. Fantasien kørte afsted med mig, og til sidst måtte jeg tvinge mig selv ud af det, rejse mig og gå ud og børste tænder, og så ind i min egen seng.

Status er essentielt for mig

Jeg har ikke den holdning, at vi hver dag skal leve, som om det er vores sidste dag. Jeg har ingen illusioner om, at hverdagen skal være den rene lykke. Jeg mener bestemt, at langt det meste af vores liv leves fint i rutinen, gentagelsen og hverdagen. Hvis livet konstant er en fest, så bliver festen til sidst trættende. Men jeg tror på status. Jeg tror på, at vi har brug for ind i mellem at stoppe op, tage en status, rette til, og så køre videre. Og med status mener jeg, at tage op til overvejelse, hvad der er vigtigt i det her liv. Hvad der er virkelig vigtigt!

Når jeg har haft sådan en oplevelse, som jeg havde i går, hvor jeg næsten ikke kunne rejse mig fra sengen, af frygt for, at jeg ikke ville høre det, hvis nogen kom ind i huset om natten og tog mit barn, eller hvis nogen snuppede hende på skolen, eller når hun går på legepladsen med sine venner, så får det mig til at reflektere. Hvorfor mon det dukkede op lige nu? Hvad mon jeg skal lytte til? Hvad skal jeg være opmærksom på? Og hvad er virkelig vigtigt?

I livet må der budgetteres med en vis mængde kriser

De fleste af os har selv været i, eller har haft andres livskriser tæt inde på livet. Der er ikke noget som en livskrise, der kan få os til at vågne op. Ind i mellem livskriserne, må vi leve med frygten for dem. Jeg forestiller mig, at de fleste, ligesom jeg, lever med latente frygtscenarier i kroppen hver dag, og ind i mellem dukker de op til overfladen. De er en del af det her spil, vi kalder livet. Så kan vi enten vælge at bruge det til noget konstruktivt, vi kan også ignorere det, og pakke det godt væk, eller vi kan svælge hen i frygten. Jeg stemmer for at bruge det til noget konstruktivt, ligesom det er vores forbandede pligt, at bruge vores livskriser til noget, så det giver mening.

Livskriser og frygten for livskriser er ikke det værste vi kan opleve. Jeg ved godt, at vi alle har en historie, hvor man vil kunne være ganske uenig i det, jeg siger, men jeg vil nu holde fast i min påstand alligevel. Livskriser og frygten for dem, kan holde os på tæerne, det kan hjælpe os med at tage den status, som vi ofte glemmer i hverdagsrutinerne. Når vi står midt i det, er det frygteligt, men på den anden side, giver de ofte mening. Jeg har selv stået i et par stykker, og både kriserne selv, men også frygten for kriser hjælper mig virkelig til at opdage, hvad der er vigtigt i mit liv.

Stor status eller lille status?

Nu er det ikke sådan, at jeg tager den helt store livsstatus, hver gang jeg oplever frygt, men i stedet for at lade frygten styre mig, og i stedet for at være bange for den, så er min erfaring efterhånden, at der altid er noget at lære. Sådan en lille dosis frygt inden sengetid, kan give mig mulighed for at stoppe op og lytte, måske bare reflektere lidt ekstra over dagen der er gået, dagen der kommer i morgen. Men det kræver, at jeg er vågen i det, det kræver, at jeg tager det valg og ikke flygter fra det. Og det kræver bestemt også, at jeg ikke lader mig rive med, så jeg ligger vågen med tankemylder og koldsved til langt ud på natten, for så bliver det et problem.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply