Udvikling

Hvorfor er voksne så voksne?

2. februar 2017

En familiehistorie

Sidste år var vi på familietur ude i sommerlandet. Vi boede i et stort hus, for vi var 8 afsted. Med sådan et stort udlejningssommerhus fulgte et poolbord. Mine børn er begge 8 år, så de synes selvfølgelig, det var en fest, at kunne spille pool, men især at have så mange forskellige voksne at spille med på skift, var en fornøjelse.

Ingen af os har nogen speciel viden eller kunne udi pool, men alligevel ville vi nok alle mene, at vores niveau var en del højere end de to 8 åriges. Så vi gjorde selvfølgelig, som voksne gør, vi begyndte, at lære dem, hvordan man spiller. Hvordan holder man bedst på køen, hvilke regler spiller vi med, hvordan sigter man fornuftigt osv.

Forskellen på drengebarnet og pigebarnet

Min søn er ofte ivrig, han vil gerne lære, han vil gerne være den bedste, og allerhelst vinde. Han er ikke så imponeret af kunsten at øve sig, men vil hellere bare kunne det hele, inden han kan det. Den tendens kan jeg godt genkende i mig selv. Ikke lige når det kommer til sportsgrene, men i andre henseender. Han lyttede og efterlignede, og blev vældig imponeret over sig selv, når det gik godt, og blev ind i mellem vred, når det ikke gik, som han forventede.

Min datter derimod, hun er fuldstændig fløjtende ligeglad med at dygtiggøre sig og vinde, når det kommer til sport eller det der ligner, og der gik da heller ikke lang tid, før hun fik nok af os kloge voksne, der hele tiden korrigerede hende og fortalte, hvordan hun i stedet skulle gøre. Eftersom hun aldrig tidligere havde kastet sig ud i poolspillets glæder, så kan I nok forestille jer, hvor ofte en sådan korrektion fandt sted. Pludselig blev hun meget bestemt, bankede køen i gulvet og sagde stop! Hvorfor kan vi ikke bare spille, spurgte hun. Hvorfor skal voksne altid gøre mig bedre? Hvorfor skal voksne altid fortælle, hvordan man skal gøre? Jeg vil bare gerne spille!

De dumme voksne

På det tidspunkt spillede både min bror og jeg med hende. Vi stoppede op, for vi vidste jo, hun havde ret. Hvor må det være anstrengende. Hun går i skole 30 timer om ugen, hvor det handler om at lære, blive bedre, dygtiggøre sig, blive rettet og rettet ind. Så snart hun har lært lægge sammen, skal hun lære at trække fra, hun når aldrig bare at lægge sammen og være god til det. Det nåede lige at blive sjovt, fordi hun kunne, og så skal hun videre med noget, hun ikke kan. De skal hele tiden lære om de sociale spilleregler, de skal gennemgå og analysere konflikter, de skal komme frem til løsninger, der gør dem bedre og mere kompetente til at omgås hinanden. Konstant er der en voksen, der fortæller, hvad hun skal gøre, for at blive bedre til noget.

Bliv bedre, bliv bedre, bliv bedre!

Hjemme gælder samme principper. Hun skal hele tiden blive bedre til at få børstet tænder, hun skal lære, at vasketøjet skal i vasketøjskurven og så snart hun kan det, skal hun lære at rede sengen, og gå ud med skraldespanden, hun skal hele tiden øve sig og blive bedre til bordmanerer, og hvordan man opfører sig, når man er på besøg hos andre. Hun skal lære, hvad der er god sms etik, hun skal blive bedre til at stille sin skoletaske det rigtige sted, når hun kommer ind af døren osv osv osv.

Her stod hun på familieferien. Væk fra skolen, væk fra hjemmet, med de mennesker hun elsker allerhøjest, og der var et bord med et spil, som vi gerne ville spille med hende. (Min datter kan spille spil 24/7, det kan hendes forældre ikke!) Og så skete det hele om igen. Hun skulle lære, blive bedre, regne ud og dygtiggøre sig, og det eneste hun ville, var at være sammen. Derfra fik hun lov til bare at spille. Hun blev glad, når hun ramte en kugle, gladere når den røg i et hul, og sagde øv, når det ikke skete. Længere var den ikke. Hun nød bare, at vi spillede sammen.

Den kloge lærer den mindre kloge at blive klogere

Det fik mig (og min bror) til at tænke på, hvor langt den her process med at blive bedre, hurtigere, dygtigere rækker ind i voksenlivet og ud på arbejdspladserne. Hvornår er det lige, vi får lov til bare at arbejde? Hvornår er det lige, vi ikke skal blive bedre, dygtigere, hurtigere? Hvornår er det lige, vi ikke skal på kursus, gøre en ekstra indsats, knokle for det næste tilbud, blive stresset af næste fyringsrunde eller tilpasse os den nye spareplan?

Jeg er helt med på, at det er en god ting, at lære. For pokker, det er godt at lære. Især lære mere om det, vi er gode til og som interesserer os, det der tænder os. Det kan være en drivkraft, en ild, der udvikler os som mennesker. Vi bliver klogere på fædigheder, på hinanden, på os selv.

Fri mig for robuste børn

Udtalelser som ”i en travl hverdag”, ”vi må følge med tiden” og ”virksomhed søger en robust og dynamisk medarbejder, der kan håndtere mange bolde i luften på én gang” giver mig gåsehud, og jeg har på fornemmelsen, at det ikke bliver den slags virksomhed, der kommer til at headhunte min kære datter. For hun er langsom. Men hvem har sagt, at hurtig er det rigtige tempo?

Vi røg lige i voksenfælden på den weekendtur, og jeg elsker mit barn for, at hun fik mig til at stoppe op og bare lade hende spille det spil pool på hendes måde og i hendes tempo. Hun skal nok blive dygtig til det hun har brug for og lyst til at blive dygtig til. Og mon ikke, det var min datter, der forstod at relationen i spillet var vigtigere end selve spillet, der nød spillet mest?

You Might Also Like

1 Comment

  • Reply Susanne Hjælm Nørregaard 2. februar 2017 at 16:50

    En fin og klog betragtning – godt med tid til eftertænksomhed… Men hvor er det rigtigt. Børn presses i dag, langt ud over det rimelige. Skolereformen har efter min mening et stort ansvar. Alle skal blive så dygtige som de kan, åh ja og det skal helst gå stærkt.

  • Leave a Reply