Udvikling

Hvorfor jeg ikke tror på positiv psykologi

14. september 2017

Positiv psykologi gør det bare ikke for mig

Jeg har ingen kurser eller uddannelser i positiv psykologi, jeg har ikke så meget som læst en bog om emnet, så jeg starter lige med en disclaimer: Jeg har ikke en faglig viden, der kan bakke mine holdninger op. Men heldigvis er det sådan, at den her side er min, og jeg skal ikke spørge nogle om lov, før jeg udtaler mig. Så der!

Positiv psykologi har aldrig sagt mig noget. Jeg har aldrig følt mig tiltrukket af det eller nysgerrig på det. Da jeg gik på ID-Academy, hvor jeg uddannede mig til lifecoach, gik en af mine medstuderende på et positiv psykologi kursus samtidig, og min eneste holdning til det var, at det var en virkelig dum idé.

Ind i mellem stinker livet bare

Alligevel har jeg en holdning til det. Lidt ligesom jeg har en holdning til mindfulness, men mere om den en anden gang. Min holdning til positiv psykologi er, at det virker virkelig mangelfuldt. At man skulle kunne vende alt i livet til noget positivt, eller altid finde den positive vinkel ind i det, den køber jeg ikke. (Og skulle der sidde en positiv psykologi entusiast og læse med og tænke “det er jo slet ikke det, det handler om”, så jo, det er det, det handler om.)

Jeg er med på, at man kan ændre mange vinkler og at alt ikke behøver være så pokkers surt, men det er noget andet for mig. Og nogle ting stinker bare, og det skal de have lov til. Min holdning til ting der stinker er til gengæld, at man skal lade det passere og ikke holde krampagtigt fast i det, eller lade sig opsluge af det.

Mærk livet, også når det stinker

Jeg tror på, der er læring i alt. Måske ikke lige nu, måske ikke den læring du forventer eller den læring, der virker mest åbenlys, men jeg tror på læring. Jeg tror på, at erfaringer gør os klogere, hvis vi lytter og mærker efter. Det kan være rigtig svært. Især hvis vi har gået i flinkeskole hele livet, eller vi er opdraget til, at vi ikke må brokke os eller beklage os eller sige fra. Det kan også være svært, hvis vi er blevet kontrolleret og styret gennem opvæksten. Så er det i det hele taget svært, at mærke noget som helst, for der er altid en anden, der har mærket vores behov for os, og med tiden er det nemmeste, at man ikke mærker noget overhovedet.

Bliv klogere i stedet for

Læring får os til at vokse. Det udvider os som mennesker. Vi ekspanderer, som det så fancy også kaldes. (jeg var engang på kursus med en, der ekspanderede, og det var jeg ærlig talt ved at kaste op over. Jeg var sikker på, han bare gerne ville lyde enormt klog, men hvad ved jeg, måske han virkelig sad der og ekspanderede) Når jeg vokser af erfaringer, lærer og bliver klogere, så har jeg selv en følelse af, at jeg slipper lænker. For hver visdom jeg oplever, for hver erfaring i det store billede, så slipper jeg lænker. Pludselig virker noget, som var utrolig vigtigt engang, så uendelig ligegyldigt.

Jeg kan ikke på nogen måde forestille mig, at positiv psykologi skulle kunne gøre det for mig. En læringsprocess ser jeg som en forhindringsbane. For at gennemføre, skal jeg bruge styrke, vedholdenhed, åbenhed og jeg skal kunne mærke, hvad der sker med mig. Jeg skal være modig. Jeg skal kæmpe mig igennem forhindringerne, jeg skal kravle gennem mudderet, jeg skal op og ned og rundt og det gør pokkers ondt, især hvis man ikke er i form til det.

Gennemfør forhindringsbanen

Når jeg har gennemført, så er jeg stolt, stærkere og klogere. Hvis jeg derimod kørte den ind med positiv psykologi, så ser jeg slet ikke mig selv blive klogere og stærkere. Jeg ser i stedet mig selv overse, hvad jeg skulle lære undervejs, og kun have positiv fokus, og det virker både urealistisk og ligegyldigt for mig. I stedet kan man undervejs måske opdage, at det var dejligt, solen skinnede, eller at man bliver bakket op af folk omkring sig.

Det vigtigste for mig er, at man kommer ud på den anden side, at man er på vej og ikke sidder fast i mudderet, for så er der for alvor problemer. Så kan vi muligvis nok sidde i mudderet og spise nogle lykkepiller, men det sidder vi ikke mindre i mudderet af. Og det var selvfølgelig ikke en sammenligning mellem lykkepiller og positiv psykologi. Eller var det? Måske var det.

Kan modstand være positivt?

Der er også tanken om, at det ikke handler om den modstand vi møder, men hvordan vi håndterer den modstand. Er det lidt i samme boldgade? Måske. Jeg kommer i hvert fald til at tænke på det nu. Og til det vil jeg sige, at jeg er delvis enig. Der er en stor gave i, at se anderledes på tingene, og møde modstanden på anden vis, men det kræver også, man er i stand til det. Det kræver øvelse. Det nytter jo ikke noget, vi kaster omkring os, med så stor og vigtig en påstand, hvis det kun afføder utilstrækkelighed hos modtageren.

Det er bestemt ikke alle, der er et sted i deres liv, hvor de lige kan vende skuden og se på deres lort fra en helt ny vinkel (Og uanset vinkel, så lugter en lort altså). Hvis mennesker har et ønske om, at ændre på deres synsvinkel, eller pudse brillerne eller hvad pokker man vil kalde det, så er man allerede langt, og hvis man er nysgerrig på, hvad det kan have af betydning, at have en anden tilgang til livets udfordringer, så skal nok også lykkes. Det er en stor én, at sluge selv, og eftersom vi altid har en masse blinde vinkler på os selv, så er det vigtigt med en upartisk dygtig assistent i den proces.

Elendighed er en del af livsbudgettet

I livet må man budgettere med en vis mængde elendighed, udfordringer og modgang. Eller shit happens, som man siger. Jeg vil langt hellere lære om, hvordan man håndterer det, hvordan man har tillid, hvordan man bliver klogere af det, end jeg vil tage positiv hatten på. Det er for mig uinteressant, om noget er positivt eller negativt (med mindre man bare er et konstant surt brokkehoved, der ikke kan finde ud af andet, for så bliver jeg virkelig hurtig træt af dig), det interessante er for mig, om vi er villige til at kæmpe os igennem den forhindringsbane, selvom det stinker.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply