Frygt, Selvkærlighed, Udvikling

For enden af regnbuen findes hele lortet, jeg siger det bare

27. oktober 2017

7 trin til et lykkeligere liv – bullshit

Hvor mange damebladsoverskrifter, facebookopslag og instagramposts mon har den opskrift? Ja, lige bortset fra det sidste ord.

Lykken findes ikke i 7 trin i Alt for Damerne. Det gør den bare ikke. Men når lykken i 7 trin eller 10 trin eller 3 trin, for den sags skyld, sælger så godt, så må det være fordi, vi er på jagt efter den. Og det ville dæleme være dejligt, hvis 7 trin fordel på 3 spalter kunne gøre det for os.

Egentlig tænker jeg, at de fleste er ved at komme over det. De fleste har nok opdaget efterhånden, at lykken ikke fandtes for enden af sidste spalte. Jeg troede engang, at jeg ville finde lykken, når jeg var færdig med stråler og kemobehandling efter min operation for livmoderhalskræft. Der var den heller ikke. Og findes den ikke der, så findes den ved Gud heller ikke et sted efter trin 7! Så meget tør jeg godt garantere.

Hvor finder vi så lykken?

Hvor findes den så? Lykken. Mit bedste bud og min erfaring indtil nu siger mig, at lykken findes lige der, hvor vi slipper tanken om at finde lykken for at blive lykkelige. Ikke på den depressive, dramatiske opgivende måde, hvor vi falder på knæ og råber: “JEG FINDER AAAALDRIG LYKKEN”.

Mere på sådan en livet er livet på godt og på ondt og på lykkeligt og på smerteligt, på smukt og på grimt, og på glædeligt og på sørgeligt, og på fantastisk og tragisk. Vi kan ikke udvælge én af de ting og sige, at hele vores liv skal kun være den ene del, og indtil jeg kun har det sådan, så kan jeg slet ikke være lykkelig. Sikke en masse lykkelig vi kan gå glip af på den konto.

Lad være med at svælge i smerten

På samme måde kan vi heller ikke vælge, at vores liv kun består af smerte. Vi er ikke kun den uheldige, ulykkelige, elendige. For livet er livet (og jeg gentager) på godt og på ondt, og på lykkeligt og på smerteligt, på smukt og på grimt, og på glædeligt og på sørgeligt, og på fantastisk og tragisk. Vi har selv en vis indflydelse på, om vi oplever hele spektret, eller om vi kun ser enkelte bidder. Indrømmet, i de tunge perioder kan det virkelig være stramt, det der med at finde lykken i livet. Og ind i mellem er den der måske slet ikke. Men så kommer den. Ingen er født under en uheldig stjerne, ligesom ingen er født med en guldske i bagdelen.

Vi er så gode til at se lykken hos andre

Vi har nok efterhånden alle forstået, når vi kigger i de pokkers dameblade (hvilket jeg ikke gør, så jeg sætter mig lige herover og pudser glorien med min selvfedhed) eller tjekker de sociale medier eller hvor det nu er vi får bekræftet vores egen elendighed, så ser vi kun et udsnit af virkeligheden. For livet er livet (vi tager den eeeen gang til) på godt og på ondt, og på lykkeligt og på smerteligt, på smukt og på grimt, og på glædeligt og på sørgeligt, og på fantastisk og tragisk. Om folk så vælger at vise den ene del af deres virkelighed, eller flere dele af deres virkelighed, det er vel op til folk selv?

Jeg har f.eks. en instagramkonto, hvor jeg stort set kun viser vores rejsebilleder. Betyder det at vi rejser hele tiden? På ingen måde. Betyder det, at jeg ikke stresser over madpakker mandag morgen? På ingen måde? Det er bare den del af min virkelighed, jeg vælger at vise på Instagram. Det er lige så meget til mig selv. Der er ingen instragramprofiler, jeg er mere vild med end min egen. Jeg elsker at kigge tilbage på de gode rejseminder.

Nogle viser kun deres smerte på sociale medier

Det er ikke alle, der kun viser lykkesiden af deres tilværelse. Der er bestemt også mange, der viser hele paletten, eller ligefrem kun viser de smertelige sider frem. Så kan mange måske få den tanke, at de bruger hele deres liv på at rode rundt over i offerrollen, men nej, deres liv består også af lykke og fantastisk og smukt ind i mellem. Det er ikke den del, de viser frem, men der er et budskab i det, de prøver at formidle.

Så kommer vi til det med kroppen og sundhed

Jeg går ud fra, at alle ved, at mennesket er udstyret med noget så dyrisk som et instinkt, så jeg nævner det kun, for at skabe en sammenhæng med det, jeg vil sige. Vores instinkt fortæller os, at for at overleve, skal vi være en del af flokken. Står vi alene, så dør vi. Og selvom det måske ikke er sandt i samme forstand, som det var for 6000 år siden, så er det alligevel sandt i dag. Vores instinkt er ikke helt tunet ind på, hvornår vi kan dø af at stå alene, og hvornår vi ikke kan, så derfor er flokfølelsen stadig utrolig styrende i dag.

I stedet for i dag at vælge sin mage ud fra, hvem der bedst kan sørge for føde til os eller hvem der er bedst i stand til at føde sunde børn (lad os være ærlige, det er altså ikke den med flest likes, der nødvendigvis sørger bedst for at skaffe føde til familien), så er der lidt knas på instinktlinjen. Vi bruger vores urinstinkt meget overfladisk, hvis man spørger mig.

Elsk dig selv som du er bølgen

Hver gang der kommer en trend, der bider sig godt nok fast, så kan vi være sikre på, at der kommer en modtrend. Det er virkelig en trend at vise sit overskuds-jeg frem. Både på kosten, på træning, på hjemmebag, på karriere osv. Den ene del af virkeligheden. For de her mennesker lever også livet på godt og på ondt, og på lykkeligt og på smerteligt, på glædeligt og på sørgeligt, på smukt og på grimt, og på fantastisk og tragisk. Hjernen, og dermed vores instinkt, bliver snydt af det, og tror på, at for at være en del af flokken, så skal vi være på samme måde.

Så kom modtrenden. Vi skal elske os selv, som vi er. Og kan vi ikke finde ud af, hvordan det nu var, man gjorde den slags, jamen så er man igen ikke en del af flokken. Så hvad pokker stiller man op, hvis man hverken kan få sig selv mast ned i en str. 36, træne 6 gange om ugen, spise vegansk eller palæo eller gå til crossfit, eller finde sin passion eller finde ud af at bage en kage til klassefesten? Og man så ovenikøbet heller ikke kan finde ud af at elske sin str. 46, eller sine grimme sider, eller sin store bryster eller sit ar på kinden, sin korte lunte eller sit krusede hår?

Det er ikke nok, at få at vide, at man skal elske sig selv, for at elske sig selv. Hvis vi først er ude i, at vi har mistet vores fornemmelse for egenværdi, så kommer vi ikke til at elske os selv, som vi er lige foreløbig. Vi kan øve os, vi kan lade os inspirere, vi kan (måske) omgive os med gode folk, der viser vejen. Men der skal mere til, end at nogen siger det.

Fællesskab handler om mere end krop og selvkærlighed

Jeg har bare en forestilling om, at der lige nu er en masse mennesker i klemme her. De hører hverken til i den ene eller den anden lejr. Deres syn på deres egen værdi som menneske bliver påvirket i en grad, som er ødelæggende. Hvis vi ikke er en del af flokken, har vi så overhovedet værdi? Hvilket fællesskab hører vi til i, hvis vi tror, at vores kvalifikationer til at være en del af fællesskabet er afhængig af vores evne til at træne meget, spise sundt, gøre karriere, bage kager eller elske os selv?

Fællesskabet kan finde i så mange områder. Jeg fandt mine fællesskaber, da jeg langt om længe turde begynde, at være mig selv her i livet. At stå inde for mine interesser, at stå inde for, at mine passioner er flygtige og skiftende, at stå inde for, hvad jeg tror på og elsker. Jeg begyndte at lytte til den lille bitte stemme indeni, der hviskede noget svagt om, hvilken retning jeg skulle gå. Det krævede, at jeg var helt stille. Og at jeg turde bede andre omkring mig at være stille også.

For enden af regnbuen finder du hele lortet

Jeg har selv været der, hvor jeg troede, min værdi som menneske var afhængig af, hvordan jeg så ud, hvor meget jeg kunne nå, hvor meget jeg vidste. Og jeg siger jer bare, det har været en meget lang (og sindssygt spændende) rejse derfra, til hvor jeg er i dag. Nu er jeg langt om længe blevet klar over, at min værdi som menneske ikke er afhængig af noget som helst. Jeg er værdifuld, fordi jeg er mig, og det er nok. Betyder det, at jeg elsker alt ved mig selv, og der ikke er plads til forbedring? Overhovedet ikke. Betyder det, at jeg træner 6 gange om ugen, og kan dekorere røven ud af en halloweenkage? Overhovedet ikke.

Det var ikke nok, at nogen fortalte mig, at for enden af regnbuen fandtes min værdi, og det var ikke nok, at Alt for Damerne havde 7 trin til lykken. Jeg var nød til at tage den lange rejse, uden helt at vide, hvor det førte mig hen, og hvor målet hele tiden flyttede sig, og det gik aldrig helt som forventet. Så hvis du gerne vil finde lykken, hvis du gerne vil finde dit fællesskab, hvis du gerne vil finde din værdi som menneske, så må du ud på rejsen efter regnbuen. Og hvis du tror, at krukken er fuld af lykkeguld, så bliver du slemt skuffet. Den er nemlig fuld af godt og ondt og lykkeligt og smerteligt, og glædeligt og sørgeligt, og smukt og grimt, og fantastisk og tragisk. Hvis du vil have lykken, må du tage hele pakken.

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply Trine 28. oktober 2017 at 8:58

    …man ved det jo godt og alligevel så fanger de ‘7 trin….’ bare så manges opmærksomhed! Alle undersøgelser viser at det er de overskrifter der fanger os…,
    Tak fordi du sætter dine dejlige ord på og inspirerer til at tænke en ekstra gang over det der ellers kører på ‘automatpilot’ <3

  • Reply Hva´ så 2018, er du klar? - RikkekristineRikkekristine 8. januar 2018 at 11:09

    […] de mange stemmer, der lige nu råber højt om, hvad de kan bidrage med i dit liv. Jeg tror ikke på 3 trins lister til et lykkeligere liv. Jeg tror på, at vi kan løfte hinanden i energi og […]

  • Leave a Reply