Frygt, Selvkærlighed, Tid til forandring, Udvikling

Nu tror jeg, jeg vil være mig

2. november 2017

Jeg er dum og naiv

Når jeg ind i mellem har stået ved mig selv, og har sagt højt, hvad der interesserer mig, hvad jeg drømmer om, hvad jeg tror på, så er jeg langt de fleste gange blevet tolket som både dum og naiv. Den erfaring har jeg taget med mig, og jeg er derfor blevet mere forsigtig med, hvad jeg deler med hvem. Men jeg vil egentlig hellere være både dum og naiv, end jeg vil lægge bånd på mig selv. I teorien i hvert fald. For det sker stadig alt for ofte, at jeg ikke tør stå op for mig selv.

Dum er jeg langt fra, men ind i mellem, så er jeg bestemt naiv. Den der har lavet reglen om, at det er forkert at være naiv, fortjener en tur over knæet. Hvorfor er det forkert at være naiv? Som jeg ser det, så tror jeg på det bedste i verden, og det vil jeg langt hellere, end jeg vil være kynisk og skeptisk. Det vil jeg lade andre om at være, hvis det er sådan, de har det bedst.

Jeg har altid været hende, der strittede. Hende der mente noget, der var for meget, for langt ude, for anderledes. Det tog mig mange år, at finde de gode folk, der tog mig seriøst, selvom jeg er anderledes. Det tog også mange år, før jeg tog mig selv seriøst. Jeg prøvede i lang tid at være normal, gøre som de andre, være enig når de mente noget. Det gik ikke rigtig godt. Ind i mellem er jeg ved at kaste op over mig selv, og føler mig som en stor fed løgn, fordi jeg ikke kan sige højt, at mit verdenssyn er helt anderledes.

Hvem er hun så, hende tossen?

De sidste 4 år har jeg arbejdet på at samle mig selv. Som et puslespil der er gået i 1000 stykker, og jeg finder en brik ad gangen. Nogle gange går det langsomt, for tiden går det rimelig hurtigt, men 1000 brikker er mange at samle. Jeg er spændt på, hvor det bærer hen. Hvem var det, jeg var inderst inde, inden jeg lod mig selv og omverdenen lave mig om? Det er så mange år siden, jeg begyndte at gå fra hinanden, at jeg kun husker brudstykker, men noget begynder at samle sig.

Ind i mellem er jeg heldig at finde gode folk, der kan hjælpe mig med at sætte brikkerne på de rette steder. Det gør en verden til forskel. Det er godt, at have gode folk ved sin side, når det bliver for svært. Folk der forstår, at selvom jeg ikke er som dem, gør som dem, mener som dem, så er jeg helt ok. Lifecoach uddannelsen gav mig mit første fællesskab, hvor folk tog mig, for den jeg var. Der var plads til, jeg kunne være ærlig, kunne være tosset, kunne grine, græde, råbe og skrige. Det var den største befrielse, jeg nogensinde har oplevet. Det gav mig troen på, at der var plads til mig i den her verden. Det gav mig troen på, at jeg kunne løsne mine lænker, som holdt mig så stramt.

I virkeligheden er jeg slet ikke tosset. Jeg mener bare noget andet end de fleste. Tidligere havde jeg brug for, at overbevise andre om, at jeg havde ret, og at jeg ikke var tosset. Det har jeg ikke længere. Vi kan godt holde af hinanden, selvom vi er forskellige. Tænk hvis vi f.eks. ikke kunne være partner eller venner med én, der stemmer på et andet politisk parti end os selv? Det ville være sørgeligt. På samme måde, vil jeg også kunne være venner eller partner med én, som ikke nødvendigvis har de samme overbevisninger som mig selv, men har sit eget verdenssyn at bidrage med.

Når jeg bliver mig, hvad så med dig?

Når jeg ikke er ligesom dig, så betyder det ikke, jeg mener, du tager fejl. Vi er frie til at have vores eget syn på virkeligheden. I min verden findes der ikke én sandhed. Jeg har min sandhed, men den er ikke alles. Og min sandhed ændrer sig. Den ændrer sig ofte. Den ændrer sig, fordi jeg er åben for andres sandhed også.

Den sandhed jeg ser som universel, er, at vi har brug for hinanden. Vi har brug for kærlighed, vi har brug for at give kærlighed, vi har brug for mening. Intet af det forudsætter, at vi er ens eller enige.

Gør det du er bange for

Min vej tilbage til mig selv, er noget, der indtil videre er foregået mere indadtil end udadtil. Undervejs har jeg heldigvis haft enkelte skønne mennesker, jeg har kunne læne mig op af og støtte mig til. For jeg har været rigtig bange. Jeg har øvet mig i, at komme ud af komfortzonen, jeg har øvet mig i, at være bange. Jeg har øvet mig i, at være bange, men at gøre det alligevel.

Jeg er pisse bange for at skrive. Nej, det er løgn. Jeg er pisse bange for, at andre læser det jeg skriver, og mener noget om det. Derfor har jeg de sidste 4 år ikke skrevet offentligt. Det gjorde jeg tidligere, men jeg stoppede. Stort set alt jeg har skrevet de sidste 4 år, har jeg skrevet for mig selv. Ingen har set det, bortset fra et par småting. Nu vender jeg mig igen en smule ud mod verden, og lader folk læse med, og mene noget om det. Det gør mig rigtig bange. Og derfor ved jeg, at jeg skal gøre det.

Jeg er bange for mange ting. Til gengæld er jeg ikke længere (ret) bange for at være bange. Et af mine ynglingscitater siger det så smukt: “Although I´m scared shitless, I no longer fear the experience of being afraid”  De ord har været en gamechanger for mig. Jeg er stadig bange, jeg får hjertebanken og mavepine (jeg kan også hyperventilere en smule, men det lyder så dramatisk, så det går jeg lidt stille med dørene omkring), når jeg trykker udgiv. Nu gør jeg det alligevel.

You Might Also Like

1 Comment

  • Reply Jeanette 2. november 2017 at 12:45

    Rikke du er et skønt menneske, uanset om vi er enige eller uenige, så nyder jeg dit selskab. Bare vær dig selv i mit/vores selskab. 😊

  • Leave a Reply