Frygt, Tid til forandring

Jeg gider ikke mene noget i dag

16. november 2017

Jeg gider ikke mene noget om sundhed

Jeg har skrevet et indlæg om sundhed, og jeg har slettet det igen. Efter at have brugt mange timer på at skrive, slette, redigere, trække fra og lægge til, gad jeg alligevel ikke mene noget om sundhed. Jeg gad ikke mene noget om, at sundhedsbølgen er blevet en tsunami, der er væltet ind over os. Jeg gad ikke mene noget om, at vi ikke kan få luft, og er ved at drukne.

Jeg gad heller ikke mene noget om, at elsk dig selv bølgen, og fix dig selv bølgen ikke dur i min verden. Og jeg gad slet ikke skrive noget om, at vi bliver kvalt i alle de metoder, veje og forventninger, der er til os mennesker på sundhedsfronten.

Jeg gad heller ikke mene om, at det er en frygtelig situation, vi står i, når vi giver det fulde ansvar til borgerne, der skal navigere i den jungle af fødevarer, vi smider på hylderne, som er proppet med smagsforstærkere, der får vores belønningscenter til at bimle og bamle og kræve mere? Hvorfor skulle jeg mene noget om det, når jeg er klar over, at vi alle har fri vilje, og vi bare kan lade være med at købe lortet?

Hvad vil jeg så mene noget om?

Ikke noget i dag. Det er benhårdt at mene noget. Så derfor vil jeg heller ikke mene noget om, at jeg faktisk ikke ligger på knæ i taknemmelighed over, at politikere ofre sig selv for den større sag, mens de har hovedet så langt oppe i røven, at kan kigge ud gennem navlen. Jeg kan ikke mene noget om det, for jeg er jo ikke politiker, så det forstår jeg mig slet ikke på.

Jeg vil på ingen måde mene noget om, at det simpelthen er så usselt, at fyre folk så kort tid inden pensionsalderen, at det efterlader dem i et vakuum i 9 måneder, hvor de ikke har en chance for selv at have kontrol over deres liv. Hvordan kan jeg mene noget om det, når jeg ikke har siddet på den anden side af bordet, og skulle få tallene til at gå op?

Jeg vil bestemt ikke mene noget om, at vi har så travlt med at ensrette børnene i folkeskolen, så vi kan overskue dem, fordi systemet er blevet for presset. Og jeg vil heller ikke mene noget om, at folkeskolen kan stikke deres positive trivelsmålinger op, hvor solen ikke skinner, for jeg ser en helt anden virkelighed, end den der står i papirene.

Bandekrig og sexchikane så?

Jeg gider faktisk heller ikke mene noget om, at nogle klaphatte nu synes, at bandekrig er vejen frem, så derfor skal de rende og skyde på hinanden og tilfældige forbipasserende. Hvordan kan jeg mene noget om det, når jeg aldrig har været så vred og aggressiv, at den eneste udvej jeg så, var at skyde et andet menneske?

Noget jeg absolut ikke vil mene noget om, er alle de kvinder og mænd, der nu kæmper en kamp om, hvem der har ret i ca. 4 trilliarder sexchikane sager, hvor utallige kvinder endelig har fået modet til at råbe op, men samtidig sætter rå mængder af mænd i den offentlige gabestok, hvor muligvis uskyldige bliver udstillet og udskammet. Hvorfor skulle jeg mene noget om det, når jeg selv har været i tvivl?

Jeg kunne mene noget om, at jeg er blevet pisse bange for at opholde mig i storbyer, fordi jeg til hver en tid kan blive mejet ned af en psykopat med adgang til en lastbil. Men nej, jeg orker det ikke.

Hvad med planeten, vil jeg mene noget om den?

Overhovedet ikke. Jeg ser ingen grund til at mene noget om, at 15.000 forskere har råbt vagt i gevær, fordi vi er ved at smadre vores planet, så vi kan købe, købe, købe til vi sprækker! Pyt med havene der drukner i plastik, så længe vi kan købe, købe, købe. Det gider jeg slet ikke mene noget om. For hvordan kan jeg det, når jeg er en del af problemet?

Jeg gider ikke mene noget om de mængder af tøj, vi forbruger os igennem, fordi moden skifter en gang om ugen. Eller at vi lader børn lave tøjet under usle vilkår og i giftige omgivelser. Hvordan skal jeg mene noget om det, når jeg selv går med det?

Det kunne være, jeg skulle mene noget om, at regnskovene bliver fældet, så vi kan producere dårlig billig palmeolie. Eller at vi behandler dyr, som om de ikke var levenede væsener, når vi producerer kød og æg? Nej, heller ikke det gider jeg mene noget om i dag. Hvis jeg mener noget om det, så bliver dagen for hård.

Nej, jeg gider ikke mene noget i dag. Måske i morgen. Måske…

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply