Frygt, Selvkærlighed, Tid til forandring, Udvikling

Den perfekte illusion

20. november 2017

Perfekt er en illusion

Du bliver aldrig perfekt. Opgaven er umulig. Giv op inden du drukner i det.

Vi kan gøre os umage. Vi kan være bevidste og handle med intension. Men perfekte bliver vi aldrig.

Jeg har selv prøvet kræfter med perfekt. Eller rettere sagt, jeg har prøvet, at forsøge at være perfekt. Og ved I hvad? Det er ikke andet end et forsøg på at dække over alt det, vi ikke vil have, andre skal se. Alt det uperfekte.En af de hårdeste kampe, jeg har kæmpet, var vejen fra illusionen ved perfekt til friheden i uperfekt. En af de hårdeste, men også en af de absolut smukkeste.

Erkendelsen

Jeg kunne ikke holde til mere. Jeg gik ned. Så lå jeg dér. Erkendelsen sneg sig langsomt ind på mig.  Jeg erkendte, at jeg i forsøget på at skjule, hvor ødelagt jeg var, opbyggede en falsk personlighed, der skulle være perfekt. Det lykkedes aldrig, men jeg gav det ved Gud et ihærdigt forsøg. Jeg gjorde alt for, at andre ikke skulle opdage, hvordan jeg virkelig var. Det sugede desværre (eller heldigvis) livet ud af mig undervejs, så til sidst så jeg, hvad jeg var i gang med. Jeg var ødelagt indeni, og ingen måtte se det. Ingen måtte se mine grimme sider, og alt det jeg ikke magtede. Det ville gøre alt for ondt, det ville være alt for sårbart, at lukke folk derind, hvor smerten sidder.

Kampen

Jeg har skrevet om det før. Jeg var kommet så langt væk fra mig selv, at jeg ikke længere vidste, hvem jeg var. Jeg var blevet utydelig. Sløret. At finde vejen tilbage til mig selv føltes uoverkommeligt. Men efter erkendelsen var der ikke andre muligheder. Alternativet til at bevæge mig væk fra, hvor jeg befandt mig, var at blive, hvor jeg var. Og den tanke skræmte mig endnu mere end den ukendte vej forude.

Heldigvis er universet, i min verden, sådan indrettet, at der dukker det op på vores vej, som vi har brug for. Hvis vi er stille nok til at lytte og se. Så jeg blev stille. Da jeg ikke magtede mere, blev jeg stille. Og jeg lyttede. Så dukkede hjælpen op. Jeg kunne nemt have overset det. Have holdt mig for ørerne, og lukket øjnene. Men jeg lyttede. Og jeg blev sendt ud på en rejse, der har været det smukkeste og grimmeste, jeg har været igennem. Jeg har kæmpet med dæmoner og drager undervejs, og jeg har oplevet uendelig kærlighed og visdom.

Befrielsen

Jeg kæmper stadig med gamle dæmoner. Jeg kæmper stadig med perfekt. Men jeg har accepteret, at de er der, og det er ok. Dér ligger befrielsen for mig. For vi har alle vores dæmoner og vores kampe. De behøver bare ikke styre vores liv. Og selvom kampene har været noget af det hårdeste, jeg har oplevet, så har det også været noget af det smukkeste. Jeg har indset, at jeg er nok i al min uperfekthed. Uanset hvad andre mener om den sag.

Jeg er hverken noget særligt eller noget unikt. Jeg er et helt almindeligt menneske, der kom for langt væk fra mig selv, faldt sammen, kæmpede og rejste mig igen.  Ligesom mange har turde før mig, og ligesom mange vil turde efter mig. Jeg forstår godt, dem der ikke tør, men kampen er det hele værd. Det er vigtigt, at vi ikke lader os sidde fast i mudderet, eller kæmper en uendelig kamp med dragerne. Men vi skal derned. I mudderet. På den anden side af kampen findes et andet liv. Det er ikke sikkert, det ser sådan ud for omverdenen, men det er heller ikke vigtigt. Livet indeni dig er et andet, og det er nok.

Vær modig

Vær gang jeg har været modig, har det været frygten værd. Alligevel kæmper jeg stadig med det. Man skulle tro, jeg havde lært det, men jeg har stadig meget, jeg ikke tør. Meget der holder mig tilbage. Jeg holder mig tilbage. Fra at skinne, at stråle. At stille mig i mit lys, som de unge siger. Men jeg skal nok gøre det. Jeg skal nok træde ud i arenaen, og vise hvem jeg er.

Og jeg tænker, det er det, vi skal. Vise hvem vi er. Vi skal turde tro på, at vi er nok. Vi skal tro på, at vi er værd at elske, med al vores grimhed og sårbarhed og elendighed. Vi er værd at elske med alle vores drager og dæmoner. For vi har dem alle. Også dem der lader som om, de ikke har dem. I min verden, er dem der lader som om, de mennesker, der lider mest. At bruge sit liv i lidelse, at bruge sit liv på at lade som om, er spild af liv. Så vær modig. Vis verden dine dæmoner. Fortæl mig om det, hvis du ikke tør.

Hav tillid til, at universet har din ryg. Det er meget at bede om, jeg ved det godt. For den tillid indbyder til frit fald mod en destination, du ikke kender. Men lad være med at prøve, at regne det hele ud på forhånd, for det bliver aldrig sådan alligevel. Bare vid, at det er bedre at være venner med sine uperfekte dæmoner, end at gemme dem væk i perfekte illusioner.

Vi kan være grimme sammen

Jeg har grimme sider, jeg ikke viser frem. Jeg tænker dystre tanker, som jeg holder for mig selv. Men jeg har mindre at skjule end nogensinde før. For jeg lufter gerne mine drager i det fri. De er i snor, men ikke gemt væk. Det er mig, der styrer dem, så vidt muligt. Ind i mellem tager de over. Sådan er livet også. Og det er ok. Jeg skal nok få dem tøjlet igen.

Hvis jeg tør vise mine drager frem, så tør du måske også. Og hver gang vi viser vores grimme sider frem, så fylder de mindre i os selv. Hver gang vi deler de dystre tanker, så tynger de mindre i os selv. Vi er alle grimme og smukke indeni, så lad være med at tro, du er den eneste. Lad være med at tro, at du er meget værre end alle andre. Det er du ikke.

Din vej er din

Jeg kunne sagtens fortælle dig om min vej, og det gør jeg måske en dag. Men jeg er bange for, du tror, at du skal samme vej. Det skal du ikke. Du skal din vej. Vi starter ikke samme sted, og vi skal ikke samme sted hen. Så at give dig kortet over min rute, ville være at vildlede dig. Det, du skal gøre, er at være stille. Vær stille og lyt. Du har måske fået nogle skub undervejs, som har forsøgt at få dig til at være stille. Måske er du blevet syg, måske har du været lagt ned at stress, måske har kroppen sagt fra, måske er du blevet fyret. Den slags er, i min verden, altid et tegn til, at det er tid til forandring. Tid til at være stille.

Så vær stille. Og lyt. Hvis du tør.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply