Lifecoaching, Tid til forandring, Udvikling

Godt eller skidt, svært at sige.

16. januar 2018

Vi er, som vi er

Hele min historie som menneske, alle mine erfaringer, alle mine valg, hele mit liv har ledt frem til, at jeg er, som jeg er i dag. Du står med en anden historie, andre erfaringer, andre valg og et andet liv, og selvom vi kan sige, at det er nogenlunde inden for de samme rammer, så står vi alligevel forskellige steder i dag. Derfor vil det være umuligt, at vi er enige om alting. Og hva så? Er det ikke fuldstændig ligegyldigt? Betyder det, at jeg har ret til at vurdere, om du gør dit eller dat forkert? Overhovedet ikke. Du gør bare, som du gør.

Jeg tror, de fleste kender den situation, hvor vi har været sammen med andre mennesker i en eller anden sammenhæng, og er gået derfra med en følelse af, at være blevet vurderet. Den vurdering vælger vi ofte at tolke som skidt. Så begynder vi at evaluere på hvorfor. Snakkede jeg for meget? For lidt? Sagde jeg noget dumt? Fik jeg trådt nogen over tæerne? Havde jeg det forkerte tøj på? Var jeg ikke klog nok eller klogede jeg den for meget? Vi begynder at tænke på, hvad de andre siger om os, når vi er gået.

Det er en umulig opgave, at få alle til at kunne lide os. Og det er ærlig talt også en temmelig tåbelig opgave. Hvis vi i stedet startede med, at kunne lide os selv. Og opdagede, at den måde vi vurderer andre og os selv, i virkeligheden handler om, at vores overlevelsesinstinkt driver gæk med os, og har det sjovt, mens det alligevel ikke har noget at lave.

Når vores instinkt keder sig

Det er ikke ret tit, vi for alvor har brug for at vurdere, om noget på vores vej er faretruende eller ej. Ikke længere. Så priviligerede er vi i vores del af verden og i vores tid i udviklingen. Bevares, ind i mellem har vi oplevelser, hvor instinktet virker upåklageligt, og hvor vi nødig ville være foruden, men i mellemtiden, så har det ikke ret meget at lave.

Vi bruger  stadig vores instinkt til at vurdere. Vi vurderer bare ikke længere, om noget er livstruende eller ej. I stedet vurderer vi stort set alt andet! Ikke mindst os selv. Jeg kender så mange mennesker, der konstant vurderer deres eget værd, mig selv inklusiv ind i mellem. Vi vurderer os selv alene, vi vurderer os selv i sammenhæng med andre, på jobbet, til forældremødet, til festen, i tøjbutikken, foran spejlet, i svømmehallen, til træning, på sofaen osv. Vi bruger så meget krudt på at vurdere, om vi gør tingene godt nok, og hvad andre tænker, om den måde vi gør det på.

Så vurderer vi selvfølgelig også andre mennesker. Men i stedet for at vurdere, om vi er i fare, så vurderer vi, om andre snakker for højt eller for lavt, er for meget eller for lidt, har for store øreringe, for meget læbestift eller for høje hæle. Vi vurderer om andre spiser for meget kage eller for lidt kage, om de er sjove eller kedelige, om de er modige eller frygtsomme, om de opdrager deres børn godt nok, om de er for ekstroverte eller introverte og vi vurderer 4 milliarder andre ting.

Når jeg har samtaler med folk

Jeg havde på et tidspunkt en klient, der fra hun satte sig ned foran mig, væltede ud med stort set alt, hun mente, var galt i hendes liv. Som om hun havde ventet i årevis på at fortælle det hele til nogen. På et tidspunkt under hendes besøg, kunne jeg se, at hun blev usikker. Hun nærmede sig noget, hun selv mente var grimt. Noget hun skammede sig over. Hun holdt pause i sine ord og kiggede usikkert på mig. Jeg sagde til hende, at jeg ikke havde en holdning til det, hun fortalte om. Hun mærkede, at jeg mente det, så hun åndede lettet op, og fortalte videre. Det er nemlig ikke mit job, at have en holdning. Jeg skal ikke vurdere andre menneskers liv.

Når jeg i forskellige forbindelser har samtaler med folk, så er min fornemmeste opgave, at lade mine vurderinger blive hjemme. Jeg blev meget tidligt bevidst om, at her var grundstenen for al god og udbytterig samtale. Jeg tænker, at det er derfor, jeg altid får en tilbagemelding, hvor ordet tillidsvækkende indgår. Det gør mig stolt og glad.

Der er så mange ting, vi ikke fortæller hinanden. Og den eneste grund er, at vi er bange for vurderingen. Enten fra os selv eller den anden. Trist.

Er stress godt eller skidt?

Alt hvad der er har med kriser, sygdom og andre voldsomme begivenheder skynder vi os altid at vurdere som skidt. F.eks. alle de mennesker, der falder som fluer af stress i de her år. Vi har en vurdering af, at det er skidt. Men er det det? Er det kun skidt? Jeg mener ikke, det kun er skidt. Det er jo et symptom på noget større. Jeg kan godt se, at den enkelte, der sidder midt i mudderet lige nu, nok vil mene, at jeg er langt ude i skoven, men jeg mener faktisk ikke, vi kan vurdere stress som skidt.

Stress er en reaktion på en overbelastning. Det kan være følelsesmæssigt, arbejdsmæssigt, i relationer, barndom osv. Hvis ikke vi havde den reaktion, ville folk bare falde døde om til sidst. Det er der så også enkelte der gør, men de fleste når dog at stoppe op, mens de er i live. Så hvis alternativet til stress er, at man ikke mærker sin overbelastning, og i stedet falder død om, så synes jeg, det er svært at sige, at stress er en skidt ting?

Vi lever i et samfund, hvor vi udløser stress hos os selv og hinanden. Så længe vi gør det, så synes jeg stress er svært at vurdere som skidt. Det er bare en naturlig reaktion på en unaturlig tilstand. Godt eller skidt? Svært at sige.

Hvem har sandheden?

For et par uger siden skrev jeg om Tykke Ida. Jeg skrev blandt andet om, at jeg havde læst en artikel i en stor dansk avis, hvor skribenten vurderede, at programmet om Tykke Ida var en skidt ting. For det kunne betyde, at unge piger valgte sofaen frem for håndbold, fordi Ida repræsenterede en blåstempling af overvægt. Jeg vurderede det anderledes. Jeg så i stedet for mig, at de unge piger valgte håndbold frem for sofaen, fordi Ida repræsenterede en blåstempling af, at tykke mennesker gerne må deltage i livet. Også håndboldlivet.

Hvem af os har sandheden? Er programmet om Tykke Ida godt eller skidt? Svært at sige. Det kommer helt an på vores egen sandhed. Og det er fint, vi giver udtryk for den, også den skribent, der mente noget andet end jeg gør. Så længe vi er klar over, at vores sandhed er netop det. Vores. Så vær varsom med de endegyldige vurderinger af andre og dig selv. Prøv i stedet at gå på opdagelse og være nysgerrig på, hvorfor mennesker gør som de gør, er som de er. Det er langt mere interessant. Men det er selvfølgelig bare min vurdering.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply