Feng shui, Frygt, Lifecoaching, Selvkærlighed, Udvikling

Postkort fra Gran Canaria

7. april 2018

Når livet trækker tænder ud

Jeg sidder lige nu på et hotelværelse på Gran Canaria. Et sted jeg i mange år nægtede at besøge igen. Men nu er vi her, for vi har fundet den dejligste lille by uden alt det Gran Canaria skrammel, der på ingen måde giver mig en fornemmelse af ferie. Byen hedder Puerto de Mogán.

Ikke at min aversion mod Gran Canaria er ret relevant for det jeg vil fortælle om, men så er der en form for kontekst. For det handler i det store billede om, at den seneste tid har været rigtig hård. Jeg har været på lidt af en rutsjebanetur, en rutsjebane som gik mest nedad. Jeg trængte voldsomt til ferie. Jeg trængte til at komme væk fra vaner og rutiner, for i takt med mit sind ryger nedad, så gør mine vaner og rutiner det samme. Pludselig kan jeg slet ikke finde ud af at passe på mig selv. Det samme er ikke altid tilfældet for min mand, og jeg kan stå ved siden af og se forundret til, mens han stadig passer på sig selv, sit arbejde og sine behov, mens verden ramler omkring ham, og jeg tænker, hvordan gør du?!

Jeg trak et skræmmende kort

Vi besluttede os for en ferie. Jeg skulle væk fra det hele. Et par dage inden vi tog afsted, slog det mig, at jeg kunne trække et kort. Det glemmer jeg også, når jeg har det svært, så det er længe siden, jeg har gjort det (jeg finder ellers så mange svar i kortene, når jeg har det godt, så det er så ærgerligt, jeg ikke får det gjort). Jeg spurgte, hvordan jeg kunne blive glad igen, og kortet fortalte mig, at jeg skulle til at fylde min kop. Shit! Samtidig med det er ganske åbenlyst for mig, at jeg skal det, så skræmmer det mig helt vildt. Jeg er så vant til at fylde andres kop først, og sidde tilbage med de sørgelige rester, at jeg lige dér opdagede, at jeg faktisk ikke ved, hvordan jeg skal gøre det.

Det er et råd, jeg ofte har givet andre i forbindelse med feng shui rådgivning og coaching sessioner, og jeg er så god til at tune ind på andre mennesker, at jeg sagtens kan se og mærke, hvad der skal til for at fylde deres kop. Men min egen? Ingen idé. Min reaktion på kortet efterlader dog ingen tvivl. Jeg vil til at fylde min kop. Jeg vil tage ansvar for mine behov, jeg vil passe på mine børns mor, jeg vil opad igen.

Hvordan fylder jeg så den skide kop?

Her til formiddag kunne vi ikke helt finde ud af, hvad dagen i dag skulle gå med. De halve planer vi havde, kunne ikke lade sig gøre. Ungerne er halvtrætte og vil helst vil underholde sig selv på værelset med en iPhone (og de er ikke engang teens endnu!). Manden var i småbrokke humør, det samme var ungerne (som de er 90% af tiden), og så glemmer jeg alt om egne behov.

Men i dag gik jeg en tur i stedet. Jeg havde LYST til at gå en tur. Alene. Med min ynglingspodcast i ørerne og en flaske vand i hånden. Noget så oprørsk gør jeg virkelig sjældent. Er det ikke vildt? At jeg finder det tæt på oprørsk at gå mig en tur alene på en ferie i 1,5 time med en podcast? Shit, jeg er langt fra at vide, hvordan jeg fylder min egen kop.

Det var en uvant fornemmelse

Jeg nød min gåtur. Jeg fik snap´et med et par veninder undervejs, jeg fik taget nogle billeder, jeg sad og kiggede på vandet lige så længe, jeg havde lyst, jeg gik den vej, jeg havde lyst, jeg kiggede i de butikker, jeg havde lyst.

Det føltes nærmest helt forbudt. Også selvom der aldrig er andre end mig selv, der har sagt, at jeg ikke skulle gøre, hvad jeg har lyst til. Men det kort bliver ved at nage så meget, at jeg må lytte. Det var så klart og tydeligt, at jeg og andre har brug for at passe på os selv, og det gør jeg bedst, når jeg er alene. Det har ikke noget at gøre med de andre. Jeg elsker dem jo til månen og tilbage, men jeg SKAL være alene, og dække nogle af mine egne behov. Og ferier er det sted, hvor jeg har sværrest ved det.

Hvordan får vi fyldt alle de kopper?

Jeg ved, jeg ikke er alene. Jeg ved, I er mange, der kan genkende, hvad jeg skriver. Jeg har talt med så mange af jer, der har travlt med at fylde kopper for andre, og glemmer jer selv. Jeg ved, I er mange, der føler jer egoistiske, hvis I tænker på jer selv først. Men når jeg trækker sådan et kort, og når jeg reagerer sådan på det, så ved jeg, det er på tide, vi får snakket om det igen. For det nytter ikke noget, det her show. Vi bliver nød til at være noget for os selv. Bare engang i mellem. Så skal vi se at få fyldt de kopper? Hvis du vil have min hjælp, så sig til. Jeg er nemlig eminent til at mærke alle andres behov. Det er kun mine egne, det kniber med. Men nu er jeg i gang. På et hotelværelse på Gran Canaria. Takket være mit fine kort.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply