Baguakort, Feng shui, Udvikling

Mit område for rejser og venner spiller max!

8. juni 2018

Det perfekte feng shui hjem

Jeg ser alt fra små detaljer til hele byer gennem feng shui. Jeg ser det enkelte menneskes indre feng shui på samme måde. Jeg får billeder i hovedet af energien omkring os. Hvordan den flyder eller knudrer sammen. Hvor den står stille, og hvor den spiller. Jeg ser, hvordan mennesker bliver påvirket af energien omkring dem. Og jeg har endnu ikke set et eneste perfekt feng shui hjem. Jeg tror faktisk ikke, det findes.

Nogle kan måske have illusionen om, at sådan en som mig bor perfekt. Intet kunne være længere fra sandheden. Jeg snakkede for en måneds tid siden med en mand, som nysgerrigt spurgte ind til emnet, og han undrede sig og sagde, at som han huskede det, så boede vi ret almindeligt. Ja, det gør vi. For vi er almindelige mennesker i almindelige hjem. Indrømmet, jeg laver ret meget om herhjemme for at optimere, men ikke for at ramme det perfekte. Det er et flydende projekt, og jeg håber aldrig, jeg bliver færdig.

Området for rejser og venner i mit hjem

Et område der spiller ret godt i mit hjem, er området for rejser og venner. I baguakortet er det dét område, der ligger nederst i højre hjørne, når du står foran din hoveddør. I vores hjem ligger det område i den ene ende af vores stue. Vi har en stor reol, som jeg er rigtig glad for, og vi har et par stole, en plante, et lille bord og en lampe. Området er vældig rejseoptimeret, for det er primært her, jeg stiller rejseminderne.

Siden jeg rykkede om i stuen og lavede området til stedet med rejseminder og rejseønsker, så skal jeg lige love for, jeg har været ude og rejse! Inden for bare de seneste to måneder, har jeg været to gange i Edinburgh, én gang i New York, på Gran Canaria og en tur i en venindes sommerhus. Det er virkelig et område, der spiller på rejsefronten.

Det er også området for hjælpsomme venner, både dem vi kan se, og dem vi ikke kan se. Det er området for synkronisitet, og for at give og modtage. Det kører egentlig meget godt, men jeg kan se, jeg den seneste tid har bedt energien fokusere mere på rejser end på de andre områder. Det vil jeg gå og arbejde lidt med.

Hvad kan du selv gøre?

Jeg har bestemt områder, der ikke spiller specielt godt, og jeg har nogle områder, hvor der hele tiden går kludder i den. Områder der er en magnet for rod, f.eks. den skænk der står i køkkenet i området for familie og helbred. Den suger al rod til sig, og det er både ting, der ikke rigtig har en plads, eller som er besværlige at få ryddet op. Argh hvor det irriterer mig, og jeg tror, løsningen må være, at skænken simpelthen ikke skal være der!

Når du ser på, hvordan et særligt område i baguakortet kører, fordi alt har en plads, der ikke er de store rod magneter, og området er lækkert for dig,  jamen så er det bare at kopiere den strategi til andre områder i dit liv. Du kan se på, hvor i dit hjem, du godt kan lide at opholde dig, og du kan se på, hvilke områder af dit liv, der kører på de bedste skinner. Er der en sammenhæng?

Jeg elsker mit område for rejser og venner. Jeg bliver glad, hver gang jeg går forbi, og jeg er vild med at kigge på det. Det er lige, som jeg gerne vil have det, bortset fra, der mangler en enkelt lampe. Og det er helt bestemt et af de områder i mit liv, der bare kører derud af.

Jeg tager et billede af området i næste uge, smider det på min facebook side, og laver en beskrivelse af, hvad jeg har stående og hvorfor. Så hold øje, hvis du vil se med. Så kan du se, at vi lige præcis bor ret almindeligt (mega cliffhanger lige dér!).

Jeg håber, I får en skøn fredag og en dejlig weekend. Vi skal fejre vores unger hele weekenden, de er nemlig blevet 10 år!

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply