Feng shui, Tid til forandring

Hvordan påvirker dine ting dig?

20. juni 2018

For mange ting påvirker os

Hvis vi omgiver os med for mange ting, statisk rod, bunker, overflod af tøj, gemmer for mange ting til “hvis nu”, så påvirker det hele vores liv. Det kan give sig til udtryk på forskellige måder. Det kan bl.a. vise sig ved overvægt, stress, tankemylder, rastløshed, handlingslammelse, søvnbesvær, bekymringer og mangel på evnen til at prioritere i vores liv. Når vi ikke prioriterer, vælger til og fra og når alt bliver lige vigtigt, så er vi på glatis. Vi må vælge. Det kan være rigtig svært i starten, men hvis du har tillid til processen, og tror på, at for enden af prioriteterne, så findes der en lethed, som kan afhjælpe de udfordringer du måtte have, der bliver forværret af alle dine ting.

Hvordan lærer man at prioritere?

Jeg har den her kommode i soveværelset. Den havnede derinde for nogle år tilbage, mest af alt fordi, det var det eneste sted, der var plads til den. Den har irriteret mig hver dag siden, og jeg vil have den ud af vores soveværelse. Jeg har kigget skævt til den længe, for jeg vidste, det ville være svært at få den tømt. Både fordi nogle af tingene skal blive i vores hus, og derfor skal omplaceres, og jeg ved ikke helt, hvor jeg skal gøre af dem. Men også fordi der i nogle af skufferne ligger en del ubrugte ting, som jeg selv har syet og gemt, fra dengang jeg syede og solgte på bestilling. Jeg har lagt mange timer i de ting, og det er vanvittig svært for mig at skille mig af med dem.

I forrige uge fik jeg taget hul på kommoden. Jeg startede med at smide alt det ud, som ingen af os nogensinde ville savne eller mangle. Nemt! Så gennemgik jeg de to sværeste skuffer, dem med mine fine ting, som ingen får glæde af, så længe de ligger dér. Tanken om, at andre kan få glæde af tingene fik mig igennem det, og jeg sorterede med hård hånd og brugte hjernen mere end følelserne. Hvad vidste jeg, jeg aldrig ville få brugt selv, eller få givet i gave eller lignende. Så skyndte jeg mig at pakke tingene ned, og få dem ud af huset.

Når vi hænger sammen med vores ting

Så længe tingene er i huset, så har jeg en slags energetisk bånd mellem mig selv og tingen. Derfor føler jeg, de er uundværlige, eller jeg vil fortryde, eller jeg vil få brug for dem og den slags. Når jeg får dem ud af huset hurtigt, så kapper jeg energibåndet til tingene. Jeg hiver plastret hurtigt af. De bliver mindre vigtige, og langt de fleste ting glemmer jeg hurtigt alt om. Men de skal ud af huset, ellers tvivler jeg og bliver usikker på, om de mon ikke skal blive.

Jeg fik de frasorterede ting ud af huset, og så lod jeg energien lægge sig et par dage og så tog jeg samme tur en gang til. Jeg skulle igen prioritere, for alle ting kan ikke være lige vigtige, det kan de bare ikke. Jeg må vælge, hvis jeg vil af med kommoden. Hvor mange omgange det tager, før kommoden er klar til at enten blive rykket i skuret eller andet, det må tiden vise. Nu er jeg i gang.

Hvis du vil forbedre dit liv, så slip dine ting

Jeg har sagt det mange gange før, og jeg bliver ved at sige det. Giv slip på dine overflødige ting. Overflødige ting er ting, der ikke bidrager med ægte værdi i dit liv. Jeg er sikker på, vi alle har nogle ting, som mest af alt bare er i vejen, eller stopper energien i vores hjem, så den går i hårdknude. Når energien går i hårdknude, så går vores liv i hårdknude. Hvis vi lærer, hvilke materielle ting der er virkelig vigtige i vores liv, så oplever vi også, at vi kan mærke, hvad der ellers er vigtigt i vores liv.

Bare start et sted. Begynd stille og roligt at træne din “slippemuskel”.Skil dig af med en enkelt ting. Se dig omkring, og overvej, hvad du ville anskaffe igen, hvis du mistede alle dine ting. Hvilke ting er uvurderlige for dig? Hvad ville du tage med dig, hvis dit hjem brændte? Det hele? Næppe.

Hvad har du for meget af?

Nogle ting havde jeg længe i overflod. Vi havde alt for meget legetøj, for meget tøj til ungerne, jeg havde for mange sy ting, jeg havde for meget dims og dut, for mange mindeting og for meget “hvad nu hvis”. Jeg har aldrig haft for mange glas eller tallerkener og den slags, man rent faktisk kan bruge til noget. Så når vi for et par uger siden skulle holde fest med 22 mennesker, så måtte jeg ud og låne. Både glas, tallerkener, bestik og stole. Og det har jeg det så fint med. Jeg vil ikke have nok til 22 mennesker, for det er ærlig talt meget sjældent, vi har 22 mennesker på besøg på samme tid.

Nu er jeg ved at have det meste af hjemmet tilpasset vores forbrug i hverdagen. Ind i mellem mangler jeg noget, men så må jeg enten låne eller anskaffe det på anden vis. Den energi jeg skal bruge på det, er langt mindre end den energi, det ville koste mig, at have alle de ting i vores relativt lille hjem. Tænk hvis vi skal have alt stående, vi nogensinde får brug for, i vores liv? Ah men, så drukner vi jo!

Hvad har du for meget af? Er det ting, du har arvet? Ting du har samlet? Ting du tror er essentielle? Ting du ikke har taget stilling til?

For mig er fundamentet for god feng shui, at vi starter med at skille os af med alt det, der ikke giver os nogen ægte værdi. Hvad jeg mener med ægte værdi, det tager vi en anden dag.

Tak fordi du læste med og god fornøjelse.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply