Feng shui, Lifecoaching, Selvkærlighed, Stress, Tid til forandring

Mandag om mig vol II

3. september 2018

Vidste du, at healing fik mig op af mørket?

I alt for mange år, kravlede min sjæl, mit sind og min krop bare ned. Ned i mørket. Jeg var ude af stand til at lytte til mig selv, mine behov, mine lyster. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for ikke at mærke mig selv, for det gjorde for ondt. Healing viste mig vejen tilbage til mig selv.

Tvillinger og kræft inden for 3 år

Da jeg i 2008 blev mor til for tidligt fødte tvillinger, var jeg allerede ret lagt væk fra mig selv, og at stå med to alt for små børn, der skulle have dækket behov, var ind i mellem mere end jeg magtede. Det var vanvittig hårdt, for alt i mig vidste godt, at de kom først, men jeg hældte fra en tom kop, en tom krop og en tom sjæl. Det gjorde mig frygtelig ked af det. Det var nok de færreste omkring mig, der opdagede det, men jeg havde det usandsynligt svært.

Det var ikke nok at få for tidligt fødte tvillinger. Jeg skulle igennem mere, før jeg lyttede til mig selv og fandt vejen hjem. Da mine børn var 2,5 år, fik jeg konstateret livmoderhalskræft, og jeg havde kun én knap at trykke på. Overlev! Jeg tror, at den eneste grund til, at jeg fandt alt min styrke og ikke klaskede sammen i de måneder jeg var igennem operationer, kemoterapi og strålebehandling, var at jeg ikke kunne mærke mig selv. Jeg kom igennem, og jeg var ærlig talt stærk som bare fanden.

Jeg vidste, at jeg ikke skulle lægge mig ned og have ondt af mig selv, for så var jeg ikke kommet op igen. I stedet var jeg stort set hver dag ude og lege med mine unger. De har ingen idé om, hvor meget de holdt mig oppe i den tid.

Stress og opvågning

Da jeg kom på den anden side af min behandling, så var mine mennesker omkring mig glade. De var lettet. Jeg var lettet. Jeg havde en naiv forestilling om, at NU måtte verden blive lyserød, og alt var godt. Men nej. Jeg skulle igennem en omgang stress, hvor jeg til sidst endte et sted, hvor det gjorde fysisk ondt på min krop, når mennesker talte til mig. Som om deres stemme var nåle, der gennemtrængte min hud. Så gik det langt om længe op for mig, at noget var galt. At alt det jeg havde været igennem, ikke havde fået plads.

Det var der heldigvis også en anden der opdagede. Min altoverskyggende fantastiske healer Marzcia. Jeg mødte hende, da jeg var længst nede, hun så det, og tog mig under sine vinger. Kun en enkelt i mit liv ved præcis, hvad jeg mener med det, og det kan ind i mellem være svært, at ikke alle er klar over, i hvor høj grad hun har hjulpet mig.

Det er mig selv, der har gravet mig op af mørket, men Marzcia har givet mig den medvind, og det klarsyn jeg skulle bruge til at finde vejen. Jeg forstod intet af, hvordan hun gjorde, men jeg vidste intuitivt, da jeg mødte hende første gang, at det var hende, der skulle hjælpe mig. For hver healing hun gav mig, blev min verden mere og mere lys. Sidenhen er jeg selv blevet indviet i Reiki energien, så nu forstår jeg, hvad det handler om.

Min intuition er vækket

Efter jeg er blevet indviet i Reiki energien, og efter jeg har været på feng shui uddannelsen, så er min intuition vågnet igen. Jeg har lært at skelne den fra larmen, og jeg har lært vigtigheden af at lytte. Den er nu blevet mit stærkeste redskab, når jeg besøger mine søde kunder. Det er min intuition og min forbindelse til en energi, der er større end mig selv, der gør, at jeg ikke er en feng shui bolig stylist, for det er jeg ikke. Jeg er intuitiv feng shui rådgiver, og min styrke er, at jeg kan mærke folks energi i deres hjem. Det er et redskab, jeg kan tænde og slukke for, så jeg bruger det kun, når jeg har fået lov. Jeg bruger det ikke, når jeg er på besøg i hjem, der ikke er kunder.

Jeg har været igennem mange ting, nøjagtig ligesom de fleste andre mennesker. Alt hvad jeg har været igennem, har ført mig til lige præcis der, hvor jeg er nu. Jeg er på ingen måder i mål, men det er heller ikke meningen. Jeg er dér, hvor jeg har tillid til, at hvis vi er villige og lytter, så viser vejen sig, og det er vejen, der er interessant, ikke målet.

Tak fordi du læste med

Kh Rikke

P.S. Jeg har langt om længe fået lavet en Instagram profil til mit feng shui liv. Du kan finde mig på rikkekristinedk og lige nu kan du være med i min #slipiseptember gruppe. Læs mere om hvorfor og hvordan på Instagram. Desuden er der feng shui inspiration og jeg trækker ind i mellem et tarotkort, og giver anden inspiration til medvind i dit liv. Kig forbi og følg med.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply